8.b vinder og klar til DM i Skills

12108951_1001668049905865_4510816887132273577_n

Tekst: Martin Østersø Foto: Privat

Det kan godt være, at rådmanden holdt åbningstale, og det kan også godt være, at kendt stand-up komiker og DJ optrådte. Det kan faktisk også godt være, at forskellige formænd fra forskellige beskæftigelsesorganisationer overrakte præmierne, men de egentlige stjerner var 8.b fra Tranbjergskolen anført af Cem, Lema og Mathias.

I ugens løb deltog de sammen med flere end 1000 8. klasses elever i Aarhusmesterskaberne i Skills – en konkurrence i teoretiske og praktiske håndværksopgaver. Slaget stod i Ceres Park og Arena, som udover at teste hvor hurtigt og præcist unges hjerne og hænder arbejder sammen, havde til formål at udbrede kendskabet til de erhvervsfaglige uddannelser.

Trekløveret fra 8.b, Cem, Lema og Mathias, fik med stor og energisk opbakning fra resten af klassen og klasselæreren vist, hvor langt man når med samarbejde, omtanke og hurtighed. I direkte konkurrence med de øvrige hold vandt de det hele. Udover biografbilletter til hele banden med slik og popcorn kvalificerede de sig til DM i Skills i Fredericia til februar – men måske har de vundet noget af endnu større værdi:

”Det styrker klassefællesskabet at være til sådan et arrangement. Hele klassen bakkede os helt fantastisk op, mens vi lavede opgaverne – det var så fedt. Derudover var det spændende for os alle at få et indblik i, hvilke uddannelsesmuligheder vi også har. Der var en god sammenhæng mellem opgaverne og uddannelserne – der var et formål. Det var rigtig sjovt, og nu går vi efter at vinde DM sammen med resten af klassen,” siger Cem, Lema og Mathias.

Dette indlæg blev udgivet i 8.b vinder og klar til DM i Skills, Skolehistorier 2016. Bogmærk permalinket.