Indskolingen, mellemtrinet og udskolingen har alle været til koncerter på Tranbjergskolen. Musikken har været hele vejen rundt. Fra energisk trommearrangement, over cubanske toner til prisvindende jazzmusik med talende frontfigur.
Tekst: Martin Østersø/Fotos: Henrik Stasiak
Fire unge sprælske og rytmiske musikere var i september de første til at give koncert. Indskolingen fik en på opleveren med gruppen HeartBeat. Rap, teater og forskellige instrumenter inviterede skolens yngste til at deltage med sang, klap og dans. Eleverne kvitterede med udslåede ører og åbne øjne, mens de små kroppe fulgte musikkens puls. ”For hvert et trommeslag – hvert et hjerteslag – breder smilet sig til op over begge ører” er Heartbeats slogan, og bedømt på publikums reaktioner passer det vist meget godt.
Du kan også booke et band: “Levende musik i skolen”
Sidst i november var det de ældste elevers tur. ”Girls in Airports” har vundet en Danish Music Award og turneret verden rundt. På en af efterårets absolutte sidste dage var de at finde på Tranbjergskolen. Efter koncerten var anmeldelsen fra publikum meget enslydende: ”Det var godt nok lidt mærkeligt, men sgu´ meget fedt”, hvilket passer godt med, at bandet går efter at præsentere livets alvor og groteske sider gennem en original og humoristisk musik. Vel og mærke med en musikalitet som berettiger Awarden og en forståelse af, at frontfiguren, Jens Blendstrup, er en anmelderrost forfatter og efterspurgt foredragsholder. Utraditionelt bliver numrene i ”Girls in Airports” snakket og ikke sunget.
Cubanske salsarytmer og fortællinger om den caribiske øs 500 års historie var, hvad der ventede eleverne på mellemtrinnet i begyndelsen af julemåneden. Trioen ”Jorge Cordero & Son Clasico” består af 2/3 cubansk oprindelse og en indfødt fra Sjælland eller der omkring. Men alle med autentisk salsablod i årene. Eleverne blev inddraget i sange, rytmer og danse, samt i en stemningsfyldt og spændende fortælling med både vandkasteri og åndeuddrivelse. Det var dog så som så med danseiveren blandt de begyndende teenagere – især pigerne, men det skyldtes vist mest af alt usikkerhed.