Kampagnearbejde til fordel for anbragte børn i Danmark har for en stund erstattet den traditionelle dansk- og tyskundervisning i 8.a. Det betyder langt fra, at læringsværdien er blevet mindre, men for at nå deadlines kræver det villige og hårdtarbejdende elever, samt en topfokuseret lærer – 8.a har begge dele.
Tekst: Martin Østersø/Foto: 8.a
Hvad har fundraising, markedsføring og anbragte børn og unge med skole og undervisning at gøre? Meget – i hvert fald på Skæring skole, hvor både 8.a og c, som de eneste klasser i Aarhus, deltager i projektet Ungdomsværn arrangeret af b.la. hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen.
Frem mod 7. november konkurrerer 25 klasser fra hele Danmark om at føre den bedste kampagne til fordel for mere end 15 000 anbragte børn og unge i Danmark.
Tanya Bergmann Kanstrup er dansk- og tysklærer i 8.a. Hun har tilmeldt sine elever for at give dem en viden om andres vilkår, men også lære dem noget, som den traditionelle undervisning ikke kan. Godt inde i forløbet er dansklæreren glad for, hvad hun ser:
“Jeg er sikker på, at deres viden om og forståelse for anbragte børn er langt større nu, end da vi startede. Der kan godt gå for meget mig, mig, mig i det. Her er der fokus på andre, og det giver mine elever et større udsyn. Selve kampagnearbejdet, at komme fra ide til produkter som den virkelige verden vil investere i, kræver meget af den enkelte. Det er fedt, når mine elever bryder deres normale grænser og kommer tættere på deres mål, og det gør de”.
Sammenhæng mellem skolen og virkeligheden
I 8.a udfylder alle en rolle i forhold til at få skabt en velsmurt kampagne, som i sidste ende skal samle penge til anbragte børn og unge. Ansvaret for fundraising, projektstyring, pressen, events, økonomi m.m. er fordelt i elevgrupper. I klassen er der enighed om, at projektet kan noget, som andet undervisning ikke kan.
Bliv sponsor eller få flere info´er: Kontakt os på vores Facebookside.
“Vi lærer noget, som vi ikke gør i dansk og matematik. F.eks. skal vi finde sponsorer, som vil investere penge i vores events. Derfor er vi nødt til at henvende os til en masse mennesker udenfor skolen. Det kan være grænseoverskridende, men vi lærer en masse af det,” siger Frederikke og Freja i 8.a.
Hør Valdemar, Frederikke og Freja fra 8.a om deltagelsen i Ungdomsværn
Netop det at kunne sælge sig selv efter grundig forberedelse, vurderer 8.a´s lærer, vil trække spor ud i fremtiden og til virkeligheden:
“Det her handler rigtig meget om at hjælpe andre unge. Men det handler også om, at 8.a skal lære noget. Det med at sælge sig selv bedst muligt til andre kan de helt klart bruge, når de søger fritidsjob og til næste års prøver. Samtidig skal de i 8. klasse i gang med deres “Karriereforløb” i forbindelse med UU-vejledning. Her vil de stå mere afklaret efter vores projekt”, siger Tanya Bergmann Kanstrup
Læs: 10 egenskaber fremtidens børn ikke kan undvære
Det handler om de anbragte børn
Et besøg hos 8.a på Skæring skole efterlader ingen tvivl om, at det i første omgang handler om anbragte børn og unge i Danmark, selvom sidegevinsterne ved at deltage i Ungdomsværn er til at øje på. For Valdemar i 8.a lyder opfordringen til andre:
“Jeg har lært, at man kan hjælpe udsatte unge i Danmark rigtig let. Jeg føler, vi gør en stor forskel ved faktisk ikke at gøre så meget.”
Fakta: Vinderklassen og årets bedste kampagne findes og kåres i slutningen af november. Der er 10 000 kroner til vinderne.