I det store frikvarter på Kirketorvet leger de ældste elever med de yngste. De hedder Legepatruljen, og uanset hvem man spørger, er svaret det samme – de er fantastiske og gør en forskel.
Tekst og foto: Martin Østersø
De gule veste.
Man spotter dem med det samme på legepladsen. Klokken er 12.00, og det store frikvarter er netop begyndt. Mange af Tranbjergskolens yngste i 0. – 2. klasse har også spottet de gule veste, og især dem der bærer dem.
Tidligere var det 6. klasserne, som styrede Legepatruljen. Men efter skolefusionen er det i dag 5. klasserne, som de ældste på Kirketorvet, der har mulighed for at være i patruljen. Rigtig mange elever har meldt sig, og på skift aktiverer de skolens yngste. Fire af dem er Laura, Signe, Else og Lotte fra 5.a:
“Det er rigtigt sjovt at være i Legepatruljen. Vi lærer at hjælpe de små elever, hvis de er kede af det, mangler nogen at lege med eller ikke snakker ordentligt til hinanden. Det sjove er også bare at være med i legene.
Tovholder: De er super gode til opgaven
Merete Lykke er lærer på Tranbjergskolen og har været tovholder for Legepatruljen i 4 år. Hun laver kursus for de tilmeldte elever, som b.la. lærer at arrangere lege og være opmærksomme på udsatte elever:
“Jeg er imponeret over, hvor gode årets 5. klasseselever klarer opgaven. Det er selvfølgelig gårdvagterne, som håndterer større episoder i frikvarterne, men mange i Legepatruljen er også i stand til at løse småkonflikter blandt de yngste elever. De er knaldgode,” siger Merete Lykke.
Også gårdvagterne står uopfordret i kø for at fortælle rosende om Legepatruljens indsats, og de yngste elever er glade for deres ældre skolekammeraters hjælp på legepladsen:
“De er søde og sjove. Vi kan bedst lide, når de leger tik, gemmeleg og især hotdog med os,” lyder det fra både drenge og piger.