Tilbage i september var 8.c og 8.e i Sankt Petersborg på udvekslingsbesøg, og i sidste uge var russerne på et succesfuldt genbesøg i Tranbjerg. (Kopieret opdatering fra Tranbjergskolens Facebook-side)
De russiske gæster ankom til København lørdag d. 2. maj og efter lidt sightseeing gik busturen til Tranbjerg dagen efter. Mandag til torsdag var der stramt program i lokalområdet med besøg i Den Gamle By, Moesgaard Museum, Rådhuset, samt leg og hygge i Mindeparken + sightseeing og shopping i Aarhus. På Tranbjergskolens afd. Grønløkke Allé deltog de russiske elever i undervisningen og sammen i grupper lavede værter og gæster forskellige faglige projekter, som blev vist for hinanden og 7.a + e, som er de kommende deltagere i udvekslingsprojektet. Torsdag aften stod den på afskedsfest, og klokken 04.00 natten til fredag var der tidlig afrejse fra skolen, hvor både de danske elever og deres forældre var og vinke farvel.
Et hjertevarmt møde
Blandt både de danske og russiske elever og lærere er der bred enighed om, at dette års udvekslingsprogram har været en stor succes. De russiske lærere benyttede blandt andet afskedsfesten til at få afløb for deres begejstring for at være i Tranbjerg og gevinsterne ved udvekslingen i det hele taget:
”De russiske elever har følt sig rigtig godt hjemme på Tranbjergskolen og i de danske hjem i særdeleshed. Mange tak til de danske forældre og elever for det. I mødet mellem eleverne på tværs af nationaliteter og kulturer lærer de at kommunikere med hinanden og opbygge et verdens – og fredsmenneske, som er godt for fremtiden. Besøget på rådhuset var en stor oplevelse. Det var hjertevarmt at se det russiske flag vaje udenfor, og et symbol på den åbne måde I har mødt os på – vi siger, at den store russiske sjæl har mødt den store danske sjæl. Vi er meget imponerede, over så velorganiseret vores besøg har været. De danske lærere har formået at lave et program i flere lag. Det er utroligt, hvad vi har set, lært og prøvet på så kort tid. Vi lærere har fået udvidet vores horisont, og det har eleverne i den grad også, hvilket er hele grundkernen i udvekslingen,” siger Irene Belkina på vegne af de russiske lærere.
Se billeder fra besøget på Tranbjergskolens Facebook-side
Perfekte ambassadører for Danmark
Som en krølle på besøget fra den historiske by Sankt Petersborg og verdens største land er 8.c og e gået i gang med at lave forskellige artikler om deres oplevelser med udvekslingen. Artiklerne kan læses i den kommende udgave af Tranbjerg Tidende.
Rusland på besøg i Tranbjerg – bedre ambassadører kan Danmark ikke ønske sig. Kæmpe tak til alle involverede elever og forældre for stærk indsats og en monster applaus til vores dygtige lærere og projektmagere Anja, Hans, Jacob og Ivan.