De fleste kender det, og skoleelever måske i særdeleshed, når fremlæggelser foran flere mennesker er ved at gøre det af med en. Følelserne er ude af kontrol, og præstationen bliver ikke lige så god som planlagt. For 8. klasserne på Tranbjergskolen kan det være et overstået kapitel efter Camp BU.
Tekst og foto: Martin Østersø
Alle 8. klasserne på Tranbjergskolen og deres lærere er hjemvendt fra en 5-dages ungdomscamp, Camp BU. Målet har været at styrke de unges kommunikationsevner og sociale færdigheder, samt lære dem at have og fastholde personlige mål.
Læs om: Hvad er camp BU
Fuglsøcentret ved Ebeltoft dannede rammerne om en intens uge med program fra tidlig morgen til sen aften kun afbrudt af måltider og korte pauser. Sammen med stramme regler og forbud mod mobiltelefoner burde konceptet ikke tiltale den typiske teenager. Men trods træthed og stadige krav om at overskride personlige grænser var det begejstrede Tranbjergelever, skolens udsendte snakkede med på ugens sidste campdag:
“Det er fedt, lærerigt og super spændende, og det siger alle. Efter de her 5 dage kan vi snakke foran flere uden problemer. Vi kan stå stille, have øjenkontakt og bare hvile i os selv med mere selvtillid. Vi tror, at det faglige niveau i klasserne vil stige, især fordi vi alle har været af sted og lært det samme,” siger eleverne Danny Sønderskov Laursen fra afd. Kirketorvet og Jessica Nakita Langvaad fra afd. Grønløkke Allè i munden på hinanden.
Bedste camp med masser af succes
Camp BU udspringer af Camp True North, som har gået sin sejrsgang over hele verden og bogstavelig talt ændret børn og unges liv i en positiv retning – personligt og skolefagligt. Campen for Tranbjergeleverne er ingen undtagelse, tværtimod:
“Det her er den bedste camp, jeg har haft medansvaret for. Hele elevgruppen har siden mandag oparbejdet respekt og tillid til hinanden, hvilket har givet den enkelte selvtillid, som igen har styrket evnen og lysten til at kommunikere og sætte sig mål. Når selv den meget generte pige på tredjedagen tager ordet og siger: “Der er ingen bedre til at være mig selv end mig selv, og jeg er ok,” er vi nået meget langt. Konkret har alle lært tre ting: At overvinde følelser som er en barriere, når der skal præsteres. At de har styrkesider og ressourcer, de skal være stolte af. At erkende fejl og tage ansvar for deres handlinger og ikke påtage sig offerrollen, samt nyde de succeser de får,” siger facilitator Nicolai Lund Madsen, som har flere camps på cv´et.
Blandt eleverne er der stor enighed i succesen, og mon ikke følgende udsagn fra Danny Sønderskov Laursen og Jessica Nakita Langvaad, om synet på skolen fremover, er sød musik for lærerne: “Når vi alligevel skal være der, kan vi lige så godt gøre det bedste, vi kan.”
Spørg ind til elevernes nye viden
8. klassernes lærere har arbejdet nærmest i døgndrift for, sammen med teamet af facilitatorer, at gennemføre programmet for eleverne. For udskolingslærer på afd. Kirketorvet Thomas Mattesen Juhl er det femte gang, han er med i Camp BU.
“Konceptmæssigt er campen og skolelivet to forskellige størrelser. Derfor er kunsten, at overføre det eleverne lærer til den virkelige verden – klassen og i deres liv generelt. Vi lærere har haft et godt samarbejde, så jeg tror på, at vi kan evaluere os frem til, hvad vi skal gøre fremadrettet for at opretholde successen. Men uanset hvad har vi allerede vundet en stor sejr i forhold til næste år, når eleverne skal være på den samme matrikel. De har fået et indgående kendskab til hinanden.”
Blandt lærerne, facilitatorerne og eleverne er der også enighed om, at forældrene også spiller en rolle i udviklingen af de unges nye færdigheder og erfaringer fra Camp BU:
“Spørg ind til dit barns uge og journalbog. Tving dem ikke til at vise bogen, da der står følsomme ting i den. Gå ind på True Norths hjemmeside eller skolens materiale om Camp BU og se, hvad dit barn har lært,” lyder opfordringen fra facilitator, Nicolai Lund Madsen.