Elever har indflydelse på fremtidens skole i Tranbjerg

Se og lyt til fusionselevrådet under artiklen, som består af fra v.: Lillie H. Dideriksen, Katrine Bjerg, Nikolai Christensen, Kirstine C. Pedersen fra Grønløkkeskolen og Jens-Emil Søgaard, Maj Søgaard, Laura Gissel, Pernille L. Thomsen fra Tranbjerg skole

Fire elever fra Grønløkkeskolen og fire fra Tranbjerg Skole danner i fællesskab fusionselevrådet. De repræsenterer eleverne i den kommende skolefusion og har møder med skolernes ledelse. De er enige om at nedbryde ”dem og os”-tankegangen, men ser forskelligt på kommende skolestruktur.

Tekst og foto: Martin Østersø

Otte udvalgte elever fra de to Tranbjerg skoler er gået ind i skolepolitik. Som medlemmer af fusionselevrådet er de på vegne af deres skolekammerater med til at sætte præg på fremtidens skolestruktur og Ny Nordisk i Tranbjerg.

Repræsentanterne i det nyetablerede elevråd mener, det er naturligt, at eleverne inddrages i processen frem mod august 2013, hvor den nyfusionerede skole er en realitet.            ”Det er i sidste ende os, det drejer sig om, det er vores uddannelse,” siger Kirstine Crenzien Pedersen fra 9. A, Grønløkkeskolen, som suppleres af Jens Emil Søgaard fra 8. årgang på Tranbjerg skole: ”Vi ved fra otte-ni års skolegang, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Det vil vi gerne give videre til de yngre elever.”

Fusionselevrådet med deltagelse af ledere fra skolerne har mødtes to gange, og tredje gang bliver i januar. Eleverne føler, de bliver taget alvorligt og inddraget i processen, og de har en forventning om at være med hele vejen, til Tranbjerg-Grønløkkeskolen er blevet en.

Scenarium 1, 3 eller 5 – større fællesskab uanset hvad

Det nyetablerede elevråd vil, uanset hvilket scenarium der bliver vedtaget, arbejde på at skabe større fællesskab mellem skolerne: ”Det er alt for meget dem og os. Det er som om, det er mere end bare en vej, som skiller os – det skal vi ændre på, det er vigtigt,” påpeger Maj Søgaard, 9. klasse på Tranbjerg Skole.

De fire fusionselevrødder fra Grønløkkeskolen ser flest fordele ved at lave ind- og udskoling, scenarium 3: ”Jeg tænker, det kunne være godt for både det sociale og faglige. Flere venner, gruppearbejde på tværs af klasser og mere holddeling,” siger Nikolai Christensen fra 7. b. Tilbagemeldinger fra skolens lille og store elevråd viser, at flest udskolingselever deler samme opfattelse, mens flertallet af indskolingseleverne gerne vil fortsætte som nu, scenarium 1.

På Tranbjerg Skole er der blandt de fire medlemmer delte meninger om, hvad det bedste scenarie for en fælles skole vil være. De ser fordele og ulemper ved alle tre muligheder, og derved mener repræsentanterne, at de afspejler holdningen generelt på skolen.

Hvis fremtiden byder på ind- og udskolingsskoler i Tranbjerg, tager repræsentanterne for de to skoler det for givet, at netop deres skole udpeges til udskolingsskole: ”Vi må sættes os ned i fællesskab og give skolerne plusser og minusser, eller også kan vi bare slå plat og krone,” konkluderer Pernille Lerche Thomsen fra 9. på Tranbjerg Skole.




Dette indlæg blev udgivet i Elever har indflydelse på fremtidens skole i Tranbjerg, Skolehistorier 2013. Bogmærk permalinket.