Ung i Tranbjerg har siden august holdt til i den ene fløj på Grønløkke Allé. Der er blevet knoklet med at omdanne lokalerne til et fedt ungemiljø. Et miljø som skal tilgodese Tranbjergskolen og alle unge i byen. I dag blev lokalerne indviet
Tekst og foto: Martin Østersø
Den røde løber var rullet ud, da Ung i Tranbjerg i dag slog dørene op til indvielse af deres nyistandsatte lokaler. Børnehavebørn, skoleelever, lærere, unge og ledelser lagde vejen forbi.
Se billeder af lokalerne og dele af indvielsen
Ung i Tranbjerg har et hav af tilbud til både 5.-6. og 7.-10. klasserne. Design- og kreaværksteder, computerrum, køkken, egen biograf med rigtige biografstole m.m. og lokaler med pool, bordtennis, musik, samt kaninpasning og ture ud af huset. Mulighederne er mange. Samtidig er Basen et tilbud for unge op til 21 år med særlige behov. Åbningstiderne varierer i forhold til aldersgruppe, og om man er indehaver af et sølv- eller guldmedlemskab.
Dorthe Larsen er fritidsleder af Ung i Tranbjerg. Hun er glad for endelig at være ordentligt på plads og kunne invitere til indvielse.
“Jeg synes, vi har fået skabt et dejligt ungemiljø, og de unge virker også glade for at komme her. I dag er vi 230 medlemmer, og vi håber på, at de nye omgivelser kan trække endnu flere herned. Især håber jeg på, at flere unge med særlige behov kommer og får en masse gode oplevelser. Vi har i hvert fald ressourcerne. Men det er kun et rart sted, så længe alle hjælper med til at holde det rent og pænt,” lyder opfordringen.
Gode muligheder for skolen
De nye lokaler stråler i forhold til de fleste af skolens klasselokaler. Dorte Larsen peger selv på, at det kan være de perfekte rammer for skoleaktiviteter, og hun håber på at se lærere og elever og har kun en enkelt løftet pegefinger:
“Lærere og elever må meget gerne bruge vores lokaler. Inden jul kan de også bookes på intra. Jeg tænker, det kunne være fedt at afholde lektiecafé eller projektarbejde hernede. Mulighederne er mange og reglerne få, dog skal der altid være en lærer med i undervisningstiden.”