Stærkt lærersammenhold, manglende opbakning fra borgmesteren og en opfordring til lærerne når de vender tilbage til skolen. Århus Lærerforenings formand gør status knap to uger inde i en konflikt, som han vurderer kun har tabere.
Tekst og foto: Martin Østersø
”Hvis kun tre lærere var mødt op på Rådhuspladsen i sidste uge, var kampen slut og tabt. I stedet har lærerne mobiliseret en styrke og et sammenhold, som er kommet bag på de fleste. Det var en tydelig påvirket borgmester, jeg vekslede et par ord med under manifestationen”, siger Søren Aakjær, formand for Århus Lærerforening (ÅLF).
Læs: Lærerne i Aarhus kræver handling fra tavs borgmester
I Lærerforeningen har de kun lovord om Aarhuslærernes vilje til at sende budskaber i en konflikt, hvor det er op ad bakke det meste af vejen. Lærerformanden har tiltro til, at kampagnen i Aarhus kan køre for fuld damp i nogle uger endnu, men en vinder af konflikten ser han ikke.
”Alle er tabere, man laver ikke aftaler på den her måde. Vores sejr skal være, at vi har påvirket arbejdsgivere til et slutresultat, som tilgodeser skolen og ikke kører lærerne over. Vores kampagne kører på skinner. Vi har en meget stærk fagforening med kvalificerede lærere, og det skal give resultat i den sidste ende”, siger Søren Aakjær.
Lockouten kunne måske have været undgået
Tilbage i september 2012 indgik Aarhus Kommune og ÅLF Aarhusaftalen. En lokal arbejdstidsaftale som alle parter i og omkring den aarhusianske folkeskole var medunderskrivere af. En aftale som kunne have dannet præcedens i hele landet og måske forhindret konflikten. Det er en virkelighed, som Søren Aakjær gerne havde set ske og vurderer var en reel mulighed. Men det havde ifølge Lærerformanden krævet, at borgmesteren i Aarhus og bestyrelsesmedlem af KL, Jacob Bundsgaard havde holdt ord og reelt arbejdet på at udbrede Aarhusaftalen i KL.
”Han skriver direkte til mig, at han vil arbejde på at udbrede vores fælles aftale i KL. Han ville opfordre til den dialogbaserede måde at lave arbejdstidsaftale på. Men jeg ser ingen indikatorer på, at han har gjort noget som helst. Hvis borgmesteren kun laver aftaler med mig for at få ro på bagsmækken for derefter at være med til at lave et frontaltangreb på vores ret til at indgå aftaler, så vil jeg fremover overveje nøje, hvad jeg kan gå med til”, siger Søren Aakjær.
Læs: Aarhusborgmester: Jeg bakker fuldt ud op om KL´s linje
Det er en skuffet formand for Aarhuslærerne, som også mener at tillidsbruddet fra borgmesteren stiller ham selv i et dårligt lys.
”Når jeg kalder ham utroværdig, så er det i virkeligheden også min egen troværdighed, som er på spil. Når vi laver en aftale her i byen, så skulle begge parter helst holde den. Når den ene svigter, så står den anden også dårligt. Man skal også huske på, at Aarhusaftalen fik en noget blandet modtagelse i Danmarks Lærerforening”.
Invitation og opfordringer fra formanden
Mens konflikten buldrer af sted, bruger en samlet lærerforening i Aarhus alle ressourcer på at styre den. Efterfølgende vil ÅLF prioritere at fastlægge fremtidens strategi, og det skal være i dialog med medlemmerne.
”Med hele forløbet in mente skal vi genoverveje vores situation. Skal vi køre konfliktvejen eller fortsætte samarbejdspolitikken. Det kommer helt an på outputtet. Uanset hvad vil jeg inddrage medlemmerne i afgørelsen af strategien for fremtiden”, fastslår ÅLF´s formand.
Med tanker på den dag lockouten af lærerne stopper, mener Søren Aakjær, det er vigtigt, at sammenholdet fra disse dage tages med, når skolerne åbner: ”Vores arbejdsgivere har sået tvivl om vores arbejde. Det skal ikke undervurderes. Snak med hinanden. Lad ingen forfalde til at tro, at de er alene i verden. Vi står sammen og finder fælles løsninger”, lyder rådet, og formanden fortsætter med følgende opfordring:
”Ingen skal arbejde ekstra, når de kommer tilbage på skolerne. Det er en lockout og ikke en strejke. Men overvej at finde tid til lockoutaflyste forældremøder og – samtaler. Hav fokus på forældrene. Det er i sidste ende deres opbakning, vi lever af.